Dette bliver en ordenlig omgang rod, men ud skal det altså.

Mine veninder har i nogle måneder set mig som lidt småkedelig, da jeg foretrak tid med min kæreste frem for fester, hyggeaftener og i det hele taget venneaktiviterer. For omkring 2 måneder siden satte jeg mig for at omprioritere en smule, for jeg savnede sgu mine venner. Alt i orden med min kæreste, og lynhurtigt følte jeg med 100% 'med' igen. Jeg kunne snakke med om de fleste fester, jeg var med når der skete noget, og overraskende nok gik det samtidig supergodt mellem mig og kæresten. Lidt af mit 'mål' var at få tid til minimum én venne-dag om ugen. Derudover kommer så sport, arbejde, lektier, pligter, familie- og kærestetid. Allerede 3. januar havde jeg planer for det meste af januar måned, og det er blevet til to vennedage om ugen, og så en hel weekend med dem. Jeg var glad og tilfreds, og gik så småt og glædede mig over forandringerne, for jeg indrømmer altså blankt at jeg inderligt hader at gå glip af noget. Førhen så de mig som sagt som den lidt kedelige, selvom de dog ikke lagde skjul på at de elskede mig. Jeg så mig også selv som en halvnederen person da det begyndte at gå op for mig, hvor vigtigt det var for mig og min udvikling og livsglæde at se andre end min ellers noget så skønne kæreste.
Men nu er der så sket det at mine veninder ved flere lejligheder har kaldt mig kedelig, indenfor det sidste stykke tid. Et slag lige i ansigtet. Jeg har prøvet at få dem til at huske på de sidste mange ugers begivenheder, og på hvor mange af dem jeg var med til - hvilket var størstedelen. Men der gik dog ikke lang tid før episoderne gentog sig. Jeg tog mod til mig og spurgte om de virkelig mente, at de ikke kunne se en forskel på min opførsel og planlægning, og responsen var et ikke særlig overbevisende 'tjo.. men du skal stadig passe på'. Smask! Jeg tror vitterlig ikke at de kan se hvor meget jeg prøver at blive bedre, og hvor meget det faktisk sårer mig at de, som mine nærmeste veninder, ikke lægger mærke til at jeg pludselig har mere en dobbelt så meget tid til dem. Om ikke andet hører jeg stadig jævnligt vendingen "det er ALTID dig der ikke kan". Hvor lang tid kan det tage at ændre den opfattelse af mig? For da jeg fik min kæreste, tog det ikke meget mere end 1 måned før jeg hang på den og var 'den kedelige'. Gør jeg ikke nok? jeg har droppet min ene træning om ugen, for at få tid til det hele. Eller må jeg bare finde mig i at være en gang kedelig, altid kedelig? Jeg må lige pointere, at jeg ikke går eftet titlen 'festabe' el.lign. for det er jeg ikke, men kan jeg ikke på nogen måde slippe af med denne alt for nederen mærkat, som jeg efterhånden er godt og grundigt træt af?

Når jeg nu har læst mit indlæg, kan jeg godt se at mine veninder bliver udhængt som småstrenge, men det er ikke det der er meningen, for jeg er sikker på at det lige så godt kunne have været sket blandt de fleste andre mennesker. Jeg synes generelt vi mennesker har tendens til at sætte hinanden i bås, og låse udvendigt. Kunne vi dog ikke bare leve i nu'et!

Note til mig selv: vær opmærksom på ikke at sætte andre i bås.

Nu er klokken blevet fem minutter i midnat på en tirsdag aften. På grund af arbejde og skole, har jeg ikke haft tid til lektierne - som jeg først lige er blevet færdig med, delvist i hvert fald. Nu vil jeg så bruge lidt tid på noge jeg rent faktisk kan lide, nemlig at blogge (selvom det nok kun er mig selv der læser det, men skidt nu med det).

Som titlen siger, handler dette om en drøm for længe siden. Helt præcist var det natten mellem 31. december 2007 og 1. januar 2008. Jeg vågnede fra en drøm, og kunne huske det meste - hvilket jeg stadig kan, for nogle drømme sætter sig bare fast. Denne her handlede om kærlighed. På det tidspunkt havde jeg aldrig haft nogen kæreste, af de seriøse altså (så seriøse som 14'åriges forhold nu plejer at være). Drømmen handlede om mig, og en fyr hvis ansigt jeg ikke rigtig så. Jeg husker det, som om ansigtet var sløret. Min drøm, eller min fantasi, fortalte mig at han var lækker - virkelig lækker. Det var mig og ham, udenfor om aftenen. Vi grinte og havde det virkelig sjovt. Pludselig kom nogle venner ind i billedet, og der var fest - men det var stadig 'mig og ham'. I en slags trance måske? som om der bare var en forbindelse mellem os to. Jeg var lykkelig, jeg ved at jeg var lykkelig i den drøm. Og det var ægte kærlighed. Da jeg vågnede, havde jeg denne her følelse indeni mig, men som med alle andre drømme, vågner man jo og vender hurtigt tilbage til virkeligheden. Og i virkeligheden havde jeg ikke nogen fyr jeg elskede højt og inderligt, jeg var ikke lykkelig - langt fra. Men jeg husker at jeg lå den morgen og tænkte 'når jeg skal have en kæreste, skal det føles sådan'. Drømmen forfulgte mig i mine tanker, de følgene dage. Som om jeg forventede at følelsen ville vende tilbage. Men det gjorde den ikke, og mine tanker vendte helt naturligt tilbage til de sædvanlige emner. Snart havde jeg glemt alt om drømmen, og levede helt normalt videre. Jeg søgte ikke en fyr, jeg var bare til. Jeg havde svært ved at se for mig, at jeg kunne blive forelsket i en fyr som samtidig var forelsket i mit, og så oven i købet være tryg ved ham og have det oprigtigt godt med ham. Hvis det skulle ske, måtte det være en af mine venner. For jeg kan have svært ved inderligt at stole på folk, fordi jeg desværre har tendens til at gå ud fra at folk ikke kan lide mig. Men om ikke andet, var det alligevel det der skete. Historien om hvordan jeg mødte den her fyr, er sagen uvedkommende. Men jeg mødte ham. Fra første gang vi mødtes, snakkede vi derudaf.. Om alting. Det kunne lige så godt have været min bedste ven, eller veninde, jeg snakkede med - folk jeg har kendt i mange mange år. Trygheden var der allerede. Han kunne lide mig, det vidste jeg bare - hvilket som sagt er meget usædvanligt for mig at føle mig sikker på. Jeg kunne selvfølgelig også lide ham, jeg var forelsket lige med det samme. Det udviklede sig hurtigt. Faktisk gik der kun to uger fra vi mødtes, til  vi kom officielt sammen. Jeg var lykkelig, inderligt lykkelig. Jeg elskede ham. Alting føltes så rigtig, på en måde jeg ikke kunne forklare. Der var det her bånd mellem os, lige fra starte. ubrydeligt. uigennemtrængeligt. Kun for ham og mig. Jeg var overbevist om at han elskede mig, lige så højt som jeg elskede ham. Jeg kunne mærke det. Det var helt uvant, men fantastisk. Så var det, efter nogle uger, at jeg kom i tanke om den drøm jeg havde haft. I har vel selv, for længe siden gættet min pointe. Jeg fandt fyren fra min drøm, i virkeligheden. Så han må sige at være min drømmefyr. Det bedste af det hele er, at denne her fyr er stadig min. Efter godt et års tid (minus et par måneder) er han stadig min, og jeg er hans. Selvom den heeeelt store forelskelse har lagt sig, og skyerne er gået fra lyserøde til hvide igen, elsker jeg ham stadig højere end noget andet. Jeg stoler på ham, som ingen anden - jeg stoler så meget på ham som overhovedet muligt. Og jeg kan stadig mærke at han elsker mig. Vi har det lige så sjovt. Jeg kan kun forklare ham som et mirakel. Et mirakel at min drøm blev til virkelighed, et mirakel at jeg ikke (endnu i hvert fald) er blevet såret, et mirakel at alting omkring ham og jeg er så vidunderligt.
- Mit bevis på at drømme kan blive virkelighed. Og på at kærligheden kommer når du mindst venter den.