- 04-03-2010 15:02 | 435 visninger | 0 kommentarer

Hvor er jeg dog træt af det hele. Hvor er jeg træt af ikke at have noget at lave hver dag, ikke at have nogle planer inden for den nærmeste fremtid, og ikke at have nogen - bare en eller anden - at tilbringe min tid sammen med til hverdag.

Jeg har et godt liv, en skøn kæreste som jeg snart (når vi finder et sted) skal flytte sammen med. Hun bor bare i den anden ende af landet, og uden hende, er det som om min hverdag går i stå.
Jeg er snart 20 og bor alene i en lejlighed midt i en by, hvor jeg kender meget få, som jeg aldrig ser noget til alligevel.
Jeg har intet job, og går ikke i skole, men det bliver forhåbentligt lavet om til august.
Jeg kender kun én, som har samme interesser som jeg, men han bor i England.
Jeg har heller ikke det bedste forhold til min familie, hvilket nok lidt også er min egen skyld. Jeg er generelt en meget indadvendt person. Jeg har svært ved at stole på folk, og dem der kender til min fortid vil forstå hvorfor.
Min arm er stadig komplet retarderet, og jeg har ikke modtaget min henvisning fra håndkirugen endnu. Det ender med at jeg tager den op. alligevel, selvom der er risici for at det kan blive endnu værre. Jeg er bare så træt af, at fejle til alt jeg forsøger i livet. Sådan føles det, i alt fald.

Jeg burde have det godt, men det har jeg ikke. Så længe jeg bliver ved med at smække et smil på læben, uden at snakke om de ting der trykker mig, ændres det ikke.
Jeg savner noget drive. Noget der motiverer mig. En ven der lytter til mig, uden at forvente noget af mig, som jeg føler jeg ikke kan leve op til.



Forhåbentlig får jeg snart en plads under solen.

- 27-03-2008 18:06 | 740 visninger | 4 kommentarer

Jeg ved ikke hvad der er ægte eller falskt i denne verden mere. Du siger du vælger mig, men du havde meget svært ved at vælge, og det var som om han var vigtigere end jeg var. Du sårede mig, du løj for mig, og du lod dig flirte med bag min ryg. Jeg ved ikke om jeg kan klare det mere, eller om jeg bare skal lade det flyde ud i sandet. Du er ung, det ved jeg. Det er vi begge. Jeg er måske ældre af sind end dig, men alligevel forstår vi for det meste hinanden. Jeg er ked af det. Jeg har ikke fået sovet i denne uge, på grund af dette her. Jeg er ved at være kørt træt. Træt af dine løjne, som jeg tilgiver dig for, fordi jeg elsker dig. Jeg vil savne dig meget, hvis vi sluttede det. Lørdag har vi været sammen i halvandet år, men alle gode ting må vel komme til sin ende. Ellers holder de op med at være gode ting, ikke sandt? Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting. Jeg ligger bare restløs, kan ikke sove, kan ikke spise, kan ikke gøre andet end at tænke. Jeg har ikke spist de sidste to dage, og det er ikke sundt. Jeg bukker snart under. Kærlighed kan være den smukkeste og mest vidunderlige ting i verden. Men det kan også gøre én blind, føre til sorg, had og fortvivlelse. Folk siger jeg skal slutte det, men jeg kan ikke. Jeg elsker dig for meget, og ligemeget hvor ondt det gør, kan jeg ikke få mig selv til at gøre dig ked af det, ved at sige fra til mit eget bedste.
Hvor vi er nu, ved jeg ikke. Men ét er sikkert. Du er nød til at holde op med at lyve. Du er nød til at holde op med at såre mig. Ellers holder det ikke.