Klokken er næsten halv 7 torsdag morgen. Jeg har været vågen siden klokken kvart i 4 i morges og har ikke kunne falde i søvn igen, fordi jeg har det rigtig elendigt inden i. Har ligget i min seng og vendt og drejet med, under min kugledyne, som ellers plejer at være en rigtig god støtte for mig, men sådan er det ikke i dag, eller i går, hvor jeg også vågnede ekstremt tidligt. Jeg lagde mig til at sove ved midnathstid i går og så er jeg vågen igen der klokken 4 her i morges. Jeg tog min sovepille som jeg skal og jeg faldt jo også i søvn, men det kan da ikke være meningen, at jeg kun kan få 4 timers søvn. I dag ved jeg godt hvorfor jeg vågnet så tidligt! Det var simpel hen (Den sorte Engel - Nacilie)  Jeg vågnede og der var iskoldt omkring mig - ikke fordi der ikke er varme i mit soveværelse, men fordi at Nacilie stod ved min sengekant og ånede på mig, så jeg havde det som om, at jeg skulle fryse til is. Hun greb ud efter mig og ville krasse  mig i ansigtet, med sine sylespidse negle. Jeg var lige ved at skrige. Nacilie lo den mest forfærdelige latter, så jeg kunne se hendes hvide hugtænder. Det blev for meget for mig, så jeg sprang ud af sengen og ind i min stue. Nacilie sidder overfor og jeg kan mærke at hun er i et fælt humør, så jeg håber bare at hun vil nøjes med at sidde derover på den anden side af ordet og stirre på mig - bare hun ikke kommer tæt på, for så bliver jeg igen. Ville ønske at jeg kunne gå over i Huset og bede om noget PN, men klokken er kun lidt over 6:30, så der er sikker meget stille over i Huset endnu. Men fuck altså, hvor jeg ikke synes at det er særlig let at være Sarah. Lige nu forsøger mine stemmer at snakke med Nacilie, men Nacilie er meget tavs, selvom jeg godt tror at hun kan høre mine stemmer - det er som om, at hun ikke vil nedlade sig til at snakke med dem. Det er også meget sjældent at Nacilie siger noget - hun kan sagtens tale, men hun kan bedst lide stilheden. Hun kan suge alt varmen ud af et rum og ud af mig. Når hun er til stede, fryser man både inden i og uden på og det er bare overhovedet ikke særlig rart Der findes ingen som Nacilie - hun er koldere end isdronningen  og langt mere uhyggelig. Hun er meget føj - når hun står oprejst, går hun næsten helt op til loftet. Hun er klædt i en lang tætsidende kjole af silke - kjolen er så lang, at jeg kan høre hende når hun bevæger sig rundt. Hendes hår er sort som natten og det er meget langt -  det hænger altid løst. Hendes hud er nærmest gennemsigtigt og hun er tyndere end den tyndeste pige. Man kommer let til at tro, at hun kan knække sammen på midten. Det er ikke mig som har døbt Den sorte Engel, som Nacilie. Hun har selv fortalt sit navn, engang for mange år siden - første gang jeg så hende - det var i mens jeg var indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling da jeg var omkring de 18 år. Så har der været en periode, hvor hun havde trukket sig tilbage, men som i kan læse, er hun nu tilbage og er ond på fuld styrke. Tør jo næsten ikke at skrive, at jeg ønsker at hun skal forsvinde meget langt væk, i bare frygt for at hun skal blive endnu mere vred og ondskabsfuld overfor mig.Grunden til at jeg ved at du er en Engel - en ond enhel, er at hun på ryggen har vinger, som ligner store hvisne blade.Jeg har aldrig set Nacilie flyve, men hun har de der vinger.

Hej.

Livet gør ondt - livet tager livet af mig. Føler ikke at jeg kan klare mere - det er som om, at jeg er ved at falde fra hinanden inden i. Det er det der med at virke stærk, selvom man i virkeligheden er svag  - det er bare overhovedet ikke spor let. Det kommer nok ikke bag på nogen, at jeg igen sidder og græder fortvivlet. Jeg er egentlig ikke sikker på, hvorfor jeg er så ked af det - det er som om, at det bare er det hele som er noget rod. I dag har jeg haft samtale med min primærbehandler fra OPUS og i dag, var det bare en skide hård samtale, hvor jeg var tæt på at bryde helt sammen - var ved at begynde at græde, men jeg formået heldigvis at holde mine tåre tilbage, selvom det var virkelig svært - ja, næsten umuligt lige i den situation. Det hænger jo sådan sammen, at jeg i gennem de sidste efterhånden nogle år, har fået sovepiller, som jeg har taget stort set hver dag og har haft rigtig god effekt af det (synes jeg i hvert fald selv) Det har været en kæmpe tryghed, at jeg har kunne tage en pille og lidt efter være faldet i søvn. Mit yndlings tidspunkt på døgnet har været det øjeblik, hvor jeg har kunne tage den skide pille og så bare falde totalt til ro. Men det skal være slut nu - det er blevet besluttet, at jeg skal trappes ud af sovemedicinen  Jeg ved ikke præcist hvornår og hvordan, men jeg ved, at det er noget som kommer til at ske meget snart. Bare det at skrive om det her er hårdt, men det er endnu værre, at gå alene med alle mine mange tanker omkring det her. Charlotte fra OPUS siger at jeg er blevet afhængig af sovepiller, men hvad fanden betyder det, bare lortet virker! Mange folk er da afhængige af alverdens ting, men de bliver ikke tvunget til at komme ud af sin afhængighed, men jeg skal ud af min afhængighed af sovepiller, som Charlotte mener at jeg har - altså afhængigheden. Jeg er skide ligeglad om jeg er afhængig - det kan vel ikke være et så stort problem. Hvorfor skal jeg nu også til at kæmpe, for at kunne få, en bare nogenlunde nattesøvn? Synes at det er dybt frustrerende og alle mine følelser sidder udenpå tøjet lige nu. Har det som om, at det mindste lille prik, kan vælte mig omkuld - jeg er ikke særlig stærk i dette øjeblik. Frygter udtrappningen af hele mit hjerte. Jeg er derude hvor jeg er begyndt at tænke over, hvordan jeg kan skaffe sovemedicin på en anden måde - altså på det sorte marked. Jeg ved at man kan finde folk som sælger den slags piller, men er meningen at jeg skal helt derud? Det synes jeg ikke selv kan være meningen, men frygter at det bliver sådan. Nattesøvne er vigtig for mig - hvis jeg ikke sover ordentligt om natten, så kan jeg være næsten sikker på, at jeg får en dum, dag og har jeg en dum dag, ender det ofte med at jeg bliver ked af det og gør jeg det, bliver jeg meget ofte selvskadende. Stemmerne griner af mig og håner mig - de synes at det er en fremragende idé, at jeg skal ud af min sovemedicin. De har ikke direkte sagt noget om det, men jo mere jeg tænker over det og jo mere frustreret og ked af det jeg er, jo mere griner de og håner mig - de siger "at jeg er dum, ubrugelig, intet værd" Pg den slags hånlige og onde ting. Lige nu kan jeg slet ikke overskue at de skide stemmer skal være der - synes at de skulle til at skride og lade mig vvære i fred - bare en lille smule ro i hovedet ville være rart. Har lyst til at slå hovede hårdt ind i en væg, i håb om at kunne få stemmerne væk, men det nytter bare heller ikke rigtig noget, men hvad fanden jskal jeg stille op med mig selv. Tror måske at det er alt det her med sovemedicinen som gør mig så ked af det og bange. Faktisk er det ikke kun sovemedicinen der muligvis skal pilles ved. Charlotte fra OPUS ævler en masse om, at jeg får for meget forskelligt antipsykotisk medicin mod min skizofreni og det skal der også snakkes om. Jeg skal til lægesamtale i starten af det nye år og så skal der snakkes medicin. Lige nu får jeg 2 slags antipsykotisk medicin fast og en 3. slags som PN. Jeg kan sagtens se, at det er meget medicin, men hvad kan jeg gøre - det er ikke min skyld at jeg ikke kan klare mig med mindre medicin og det er heller ikke min skyld, at jeg er havnet på så meget forskelligt medicin, det er sgu da lægerne på psykiatrisk afdeling, som har sat mig i behandling med så meget medicin. Hvorfor kunne de ikke bare have tænkt sig bedre om og ladet være med, at proppe mig med de værse medikamenter - forstår det simpelt hen ikke. Synes at det er det rene medicin-helvede, som jeg hverken kan finde hoved eller hale i længere. Lige nu er jeg bare totalt rundforvirret og vred og det jeg har lige nu har allermest lyst til, er at droppe alt medicin - simpelt hen at stoppe alt min medicinske behandling. Det vil ,måske gøre det hele noget lettere. Desuden ville det med garanti glæde mine stemmer - de mener og har altid ment, at min medicin er det rene gift - tror ikke at de er helt galt på den, med hensyn til det der med at medicinen er noget gift. Åh, jeg er meget ambivalent lige nu - ved ikke hvad jeg skal tænke og tro! Bare der var nogle som kunne finde meningen, i alt det her medicinkaos - selv føler jeg ikke at jeg kan - er meget rundt på gulvet og jo mere jeg tænker, jo mere forvirret, bange og ked af det bliver je bare. I bund og grund er jeg nok rigtig meget usikker, fordi jeg ikke længere føler at jeg har kontrol over det med medicinen - hvis jeg ikke har kontrollen, hvem skal så have den? Jeg er også lige blevet skiftet i det antidepressive medicin jeg får - lige pludselig fik jeg bare at vide, at nu skulle jeg have noget andet, i stedet for Xipralex. Ved ikke hvorfor jeg er så bange for at miste kontrollen, men jeg kan tydeligt mærke frygten.

 

Kærlig hilsen

Sarah Lærke..