- 14-09-2009 13:05 | 765 visninger | 0 kommentarer

Dette er sidste gang du kan læse Izabel Camille pigens historie på Blog.dk.
Fremover kan du følge med på Izabel Camille pigen egen blog på: www.izabelcamille-blog.dk

Jeg ringede til politiet i fredags og fortalte dem, at jeg var sikker på, at Nicoles afrevne kæde var at finde på Olivers adresse. De bad mig komme ned på stationen, og her aflagde jeg en officiel forklaring, som dannede grundlag for en tilladelse til at ransage Olivers bolig.
Jeg vidste, at jeg burde ringe til Oliver for at sige, hvad jeg havde gjort, men jeg kunne ikke. Jeg var jo stadig forelsket i ham. Han ringede flere gange, som han plejer, men jeg lod være med at tage den. I stedet tog jeg hjem og stortudede, for det føltes som om mit hjerte var blevet kørt over af en damptromle. 

Sabrina og Sara kom over og trøstede mig. Det hjalp lidt. Politiet havde bedt mig møde dem over i Olivers lejlighed lørdag morgen, så jeg helt præcist kunne vise dem stedet, og selvom jeg ikke havde lyst, vidste jeg, det var fornuftigt. Kæden var svær at se. De lovede mig, at Oliver ikke ville være der.
Mine ben rystede, da jeg gik med politimanden op til Olivers lejlighed. Ude i køkkenet stod to betjente i hvide overtræksdragter klar til at samle den kæde op, som jeg uden problemer fandt bagerst i skabet. ”Og nu vi er i gang, så tror jeg også, at I skal se dette brev”, nærmest stammede jeg, og fandt det brev frem fra Nicole, som jeg få uger før havde fundet i Olivers skab.
Det var det brev, hvori Nicole truede Oliver med at afsløre hans fusk i hans første store sag.” Pludselig hørte jeg Olivers stemme bag mig. ”Min skat, hvad er det du gør? Hvad er det du har gjort?” Jeg vendte mig chokeret om. Det var Oliver. ”I sagde, han ikke ville være her”, skreg jeg.
I hans blå øjne kunne jeg se en tåre glimte. Jeg tror aldrig, jeg har set en mand være mere såret. ”Jeg må væk”, råbte jeg og så styrtede jeg ud af døren….

Læs og kommenter alle afsnit af historien: www.izabelcamille-blog.dk
Se alle smykker på: www.izabelcamille.dk

- 10-09-2009 14:37 | 1.220 visninger | 0 kommentarer

Når tingene bliver for svære, er der kun et sted, som er godt nok, og det er hjemme hos mor og far. Så jeg tog derhjem i mandags.
Min mor vidste med det samme, at der var noget galt, men hun kender mig godt nok til ikke at presse på. Hun synes, naturligvis, at jeg var alt for tynd, men til gengæld var hun vild med min nye sorte top og haremsbukser fra Topshop, mineIzabel Camille øreringe og de sorte sandaler jeg havde købt på bunnyhug.co.uk.
  


Da vi sad over kaffen, kunne jeg endelig lette mit hjerte. Jeg fortalte, at jeg havde fundet den kæde som Nicoles, Olivers ekskæreste, havde haft på, den dag hun døde. Og at jeg havde fundet den hjemme hos Oliver. Min mor var tænksom et øjeblik, så sagde hun. ”Du tror åbenbart ikke, at det er tilfældigt den ligger der?” Og så måtte jeg indrømme, at jeg var bange for, at Oliver havde noget med Nicoles død at gøre, fordi hun havde beskyldt ham for at fuske med sin første store sag. 

Det var en smule pinligt, da jeg forklarede, at jeg kendte til Nicoles beskyldninger, fordi jeg havde snuset i nogle gamle breve, men jeg kunne se, at min mor ikke mente det var tiden til at kommentere min opførsel. ”Der er kun en ting du kan gøre”, sagde hun. Du må gå til politiet, og så må du fortælle Oliver det bagefter. Det er det eneste rigtige. Du kan ikke længere holde på den viden. Det skylder du Nicoles forældre.” 

Jeg nikkede og vidste godt, hun havde ret. For pokker, sikken noget rod.  Hvis jeg tog fejl, ville Oliver sikkert aldrig tilgive mig, men hvis jeg havde ret, så var jeg kæreste med en morder, og det var alligevel den værste mulighed.

Læs og kommenter alle afsnit af historien: www.izabelcamille-blog.dk
Se alle smykker på: www.izabelcamille.dk