- I går, 18:35 | 73 visninger | 3 kommentarer

For godt 3 uger siden besluttede jeg mig for at jeg ville træne kragerne i Marselisborg Dyrehave hver onsdag. I første omgang var der dog ikke så meget træning, da jeg kun kunne få 1-2 kragers opmærksomhed.
Men sidste uge lykkeds det mig hurtigt at få samlet en flok på en 10-20 stykker (Måske flere.. nogen kommer, nogen går).

I dag, kun efter anden lession af krage træning, har jeg allerede set fremskridt. Kragerne tør komme meget tættere på! Jeg havde ikke regnet med det gik så stærkt med vilde dyr, men det understreger dog blot hvor intelligente de fugle er.
Jeg tror jeg har fået dem ca. 1-2 meter tættere på end sidste uge. De virker dig mest villige lige i starten, måske af ren desperation, og derefter bliver de lidt mere forsigtige.


Hjortene er dog imidlertid lidt af et problem. Det er jo normalt dem folk kommer for at fodre, og deres øjne lyser op så snart de høre skramlen af en pose med rugbrød, og der går ikke mange minutter før man bliver forfulgt af en kæmpe flok hjorte.
Der er lige pludselig langt flere hjorte med gevire (Jeg gik vel ud fra det var hunner for blot et par uger siden) hvilket gør mig en smule utryk. Nogen af hjortene har tidligere sprunget op ad mig i ren desperation for at få et lille stykke rugbrød, og jeg tør ikke tænke på hvad en han kunne finde på..
Men de får ikke noget. De må heller ikke få brød, men det er slik i deres øjne så det er svært at holde dem på afstand.


I et forsøg på at komme væk fra hjortene satte vi os ud på nogen træstubbe ude ved søen.. Men der er jo selvfølgelig ænder i søen, så pludselig skulle jeg kaste over både ænder og hjorte..


Nogen krager vælger også at tage næppet for fulgt. Billedet er ikke helt repræsentativ, men denne krage har omkring 5-6 små stykker rugbrød i næbet, og den venter stadig på at jeg kaster et stykke mere.


Oh! Og se hvad vi fandt! Et lille kid.
Det lykkeds mig at komme helt tæt på den og ae den (Nøj hvor er sådan en blød!) uden problemer. Vi så den da vi skulle flytte en bænk over i skyggen, men efter at have sat os på bænken, var der en bestemt hjortedame der gik og nappede de to plageånder der ville have brød hos os... Så vi besluttede os lige så langsomt også selv at smutte, før hun begyndte at nappe efter os.

Det var en hyggelig dag i solskinnet.
Onsdag plejer at være en god dag til at tage i dyrehaven, for der er normalt ikke så mange mennesker på en hverdag, så det virker knapt så akavet at stå og pifte efter kragerne... Men nu er det jo ved at være ferie, vejret er dejligt... Så vi har ikke længere haven for os selv
Vi fangede nogen haletudser (pludselig blev man 5 år igen) og tog hjemad.

- 22-05-2012 15:38 | 63 visninger | 3 kommentarer

Det er ved at være en del uger siden jeg stoppede på min medicin, og jeg begynder at overveje hvorvidt det egentlig var en god idé.

Jeg har ikke fået lægernes accept, og ærlig talt så er jeg også ret ligeglad. Min respekt for lægelig professionalisme daler næsten for hver gang jeg besøger en. Men jeg ved nu alligevel, at de ved bedst.
Jeg stoppede fordi jeg følte at medicinen ikke længere gjorde sit job, med at holde depressionen på afstand, for fra tid til anden fik jeg alligevel nedture. Og med den pris pillerne samtidig har, så følte jeg ikke det var pengene værd.

Nu kommer eftersmækket. Jeg ved ikke om det er en slags bivirkninger ved at stoppe, eller om jeg i virkeligheden altid har været sådan her, men bare har glemt det i de 3 år jeg tog pillerne.
Mine tanker løber af med mig. Alt for ofte overkomplicere jeg småting og laver paradokser hver gang jeg spekulere over hvordan jeg kan forbedre mit jeg. Både udad til, og indadtil.
I de fleste tilfælde har tankerne en osende aura af dårlige følelser med sig, som jeg bare ikke kan ryste af mig. Det er ikke engang verbale tanker..
Tit tænker jeg på om jeg mon er den eneste der har den slags følelsesmæssige asociationer til de tanker jeg får.
Ikke om jeg er den eneste der tænker det jeg gør, men om jeg er den eneste der opfatter verdenen omkring mig på den måde jeg gør.
Det er sådan noget man aldrig kan opklare, da det er umuligt fuldkommen at dele med andre, og de med mig.

Jeg læser en bog for tiden der hedder "Vind venner, indflydelse og fremgang"... eller, jeg prøver at tage mig sammen til at læse den, men bøger har aldrig haft evnen til at bibeholde min interesse i mere end bare en uges tid.
Den er fra 50'erne og mest henvendt til forretningsmænd, men den har stadig gode tips.
Jeg vil gerne være bedre til at omgås andre mennesker, gøre tingene på den rigtige måde og formulere mig rigtigt så jeg gør et posetivt indtryk.
Det har samtidig også fået mig til at anerkende langt flere personlige fejl, og nok nu især da jeg overkomplicere alting, så er jeg for alvor god til at finde de personlige fejltrin jeg generelt gør, og hvordan jeg måske altid har tænkt forkert i visse situationer.
Men igen, skaber jeg paradokser for mig selv jo mere jeg prøver at finde den rigtige løsning. Jeg bruger efterhånden mere tid på at kigge så meget ind i mig selv for at finde mine egne forkerte tankemønstre, end jeg bruger tid på at finde et bedre alternativ til det.

Jeg burde nok tage til lægen igen, men jeg gruer for den skæld ud jeg sikkert får når jeg fortæller at jeg er stoppet uden en læges råd.