- 13-12-2011 20:20 | 83 visninger | 3 kommentarer

Hey bloggere!!

Det er efterhånden længe siden jeg har skrevet sidst, men nu er jeg (i hvert fald for en kort stund) tilbage. Fik pludselig en trang til at skrive helt vildt meget ned, om alt muligt der sker eller er sket i mit liv. Desværre føler jeg ikke for at skrive på mit dansk projekt, som ellers er det sidste værk jeg mangler inden jeg officielt kan holde juleferie. Nu bliver det til alt det her der virkelig betyder noget i stedet for. Projektet må vente.

Først noget helt fantastisk som jeg slet ikke kan få armene ned over. Jeg fik 12 i dag. Min første eksamen på HF og så får jeg et 12-tal. Jeg er super super glad og meget stolt, især fordi jeg træk potensfunktioner og det var det jeg allermindst ville op i. Så det er fantastisk! Det må gerne forsætte sådan på hf,

Min sidste blog hed "At miste sin bedste ven" Og tja det er så sket. Det skete d. 18 oktober hvor min elskede lille hest kom til de evige græsmarker og fik fred. Det var en utrolig hård periode, og sorgen ramte mig i de efterfølgende uger. Jeg havde ikke forestillet mig at noget kunne være så hårdt, men det kunne det. Ingenting hang sammen og jeg lavede ikke meget andet end at græde. Jeg har en fantastisk kæreste som støttede mig så meget han kunne, hvilket jeg selvfølgelig er taknemmelig for, men må indrømme at jeg følte mig meget svigtet af venner som ellers er tæt på mig, eller som jeg føler er tæt på mig. Jeg kunne squ godt lige have brugt en Er du okay? sms, Eller et skal vi ikke lige ses så du kan tænke på noget andet, men ak de kom aldrig, og jeg havde simpelthen ingen energi til at gøre noget ved sagerne selv. Øv det var squ en lorteoplevelse. Har snakket lidt med nogle af dem efterfølgende, men det er sgu svært at sige til folk at man synes de gjorde dårligt. Øv bøv.

Men faktisk så var jeg ude og prøve en ny fantastisk hest den dag Sandy forlod denne verden. Jeg havde sagt farvel til hende dagen inden, og var ikke selv til stede da det skete, da jeg ikke ønskede at det skulle være mit sidste billede af hende. Hun er utrolig savnet, men jeg fandt hurtigt ud af at jeg skulle have en ny hest for at komme videre. Noget nyt at tænke på. Det var så Massini som jeg var ude for at prøve den dag. Det var en rent tilfælde at vi fandt ham, da vi engentlig var kørt derud for at se på en anden hest. De havde så lige haft ham ude og ride og spurgte om vi evt. også ville prøve ham, som jeg meget gerne ville da han så rigtig sød ud, og ja han er en helt fantastisk hest. Jeg endte med at købe ham, og har nu haft ham i lidt over en måned. Han gør alting så fint og han er virkelig sød, så han har allerede fået en plads i mit hjerte. Dog kan jeg godt mærke at vi ikke har det samme bånd som der var imellem mig og Sandy, men det kommer med tiden i takt med at vi lærer hinanden bedre at kende. Jeg er virkelig glad for ham. Ville faktisk bare sige med det her at selvom det var pisse hårdt, så kom der alligevel noget godt ud af det, og det er rigtig dejligt.

Så jeg har altså forladt sorgehulen og i bogstaveligste forstand kommet op på hesten igen.

Udover alle de her ting, så vil jeg da gerne lige benytte siden her til at fortælle lidt om alle de ting der sker oppe i mit hovedet for tiden. Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte da det er rigtig hårdt, og jeg bliver super ked af det, men jeg har måtte erkende at jeg har nogle problemer jeg ikke lige kan se mig ud af. Jeg har fået en bostøtte fra kommunen af, til at hjælpe mig omkring min adhd. Hun er sikkert rigtig sød, men jeg ved ikke rigtigt, måske kemien bare ikke er der. Hun har været her et par gange, og jeg har virkelig en dårlig mavefornemmelse. Jeg synes slet ikke  at jeg kan åbne mig for hende, og jeg har virkelig ikke lyst til at bede hende om hjælp med noget. I starten troede jeg lidt at det var fordi jeg var bange for at skuffe min kæreste ved at be hende om hjælp i stedet for ham. Han har så forsikret mig om at jeg bare skal bruge hende, så tror ikke at det er det. Men jeg har bare super svært ved at åbne mig overfor hende, og synes at når jeg endelig forsøger så får jeg  bare sådan en dårlig fornemmelse af at have givet noget sårbart ud, uden at få noget tilbage som jeg rent faktisk kan bruge til noget, hvilket virkelig piner mig.

Generelt er det faktisk gået hen og blevet en virkelig stor udfordring det med det sociale. Jeg har virkelig svært ved at lukke folk ind. Jeg er så bange for at blive såret og skuffet at jeg bare lukker mig selv inde i en skal og nærmest lader som om resten af verden ikke eksistere eller i hvert fald betyder noget. Det er engentligt ikke særlig rart for på en måde føler jeg mig så enormt ensom. Jeg vil jo gerne, jeg tør bare ikke. Jeg er faktisk ikke dårlig til det, for lige så snart jeg bliver beruset så kører det bare. Jeg kan virkelig godt lide at drikke mig stiv, og jeg ved godt at det er på en lorte baggrund, men det hele føles bare så enkelt. Jeg tænker nærmest slet ikke, men gør bare tingende. Selvfølgelig er det ikke nogen løsning, og jeg vil gerne lige pointere at jeg ikke har noget alkoholproblem. Jeg drikker forholdsvis sjældent efterhånden. Men den der følelse af bare at kunne slippe tøjlerne, den er fantastisk.

Det er så også gået hen og blevet et problem i mit parforhold. Jeg er ikke sikker på at det er det, men måske er det i hvert fald noget af grunden til at jeg føler mig så usikker. Et eller andet sted så ved jeg godt at Mikael godt kan lide mig, men jeg er bare så bange for at miste ham. Især fordi han er kommet ind under den hårde hud på mig, så jeg føler virkelig at jeg har mistet kontrollen over det, og det ville være enormt smertefuldt hvis han skulle forlade mig. og så er jeg typen der ser spøgelser alle vegne. Hele tiden!! Det er heller ikke rart for ham, for jeg kommer tit til at angribe ham og det er jeg ikke det jeg vil. Et eller andet sted er jeg bare utrolig sårbar og utrolig angst. Jeg ville så gerne sige at jeg ikke har taget skade af min barndom, At folk skal stoppe med at hykle og så tage sig sammen. Desværre er det bare ikke så enkelt, det føltes ikke sådan. Måske har jeg taget skade af alle de svigt, og måske er det det jeg betaler prisen for nu. Men for helvede der må da være en udvej på det. Jeg vil ikke gå og være mistroisk hele tiden, jeg vil hellere nyde mit fantastiske parforhold. Men hvordan fanden gør man???? ØV!! Hvem fandt på at livet skulle være så svært. Synes godt at det hele måtte være mere enkelt. Jeg tog så skeen i en anden hånd i mandags, og fortalte lægen nogle af de her tanker og så lige at min medicin virker af h til. Jeg kan simpelthen falde i søvn på den oppe i skolen, hvilket jeg ikke burde kunne gøre, så måske der skal justeres på den. Skal have taget blodprøver i morgen for at tjekke at der ikke er noget fysisk galt med mig, det er nok meget fornuftigt. Hader bare nåle, så er rimelig nervøs for det, men det må blive i morgen jeg tænker på det.

Nåh lige en ting mere. De fleste læsere er nok for længst faldet af, men tja jeg prøver alligevel ikke mindst for min egen skyld. Mikael har en veninde som jeg mildest talt bare ikke kan sammen med. Ikke fordi jeg ikke vil, for det vil jeg gerne, og synes i den grad også at jeg har gjort et stort forsøg, men det fungere bare slet ikke. Det startede engentlig for halvanden år siden hvor jeg var rimelig smask forelsket i Mikael. Den mand havde bare sat sig fast i min hjerne. Vi var ikke kærester endnu, og han var single og nød livet. Jeg ville gøre alt for at score ham, hvilket var tydeligt for alle andre end ham selv. Da hun tilfældigvis dukker op i den sammen weekend som mig, føler jeg virkelig at jeg får de 15 værste timer i mit liv. Hun lægger mega meget an på Mikael og er super nedladende overfor mig. Jeg har aldrig følt mig så uvelkommen noget sted før. Det var virkelig ubehageligt. Jeg kan huske at jeg gik tidligt i seng, og havde mest lyst til at gå udenfor at ligge mig, (Det var jo trods alt sommer ikk?), jeg kunne bare ikke holde ud at kigge på det. Især fordi Mikael bare gik med. Ihh hvor er det hyggeligt det her! NOT!!! Da jeg vågnede om morgen pakkede jeg mine ting i min fart og jeg var ude af døren inden der var gået 10 min. uden morgenmad. Jeg kunne simpelthen ikke klarer det. Kan huske at jeg bare følte mig så meget udenfor. Jeg mødtes med en veninde oppe på banegården og fik talt lidt ud med hende. Tror den weekend har sat dybe spor, og det gør rigtig ondt når jeg tænker på det. Desværre kunne jeg ikke holde mig væk fra ham Mikael. Det er jo på sin vis godt, for han er det bedste der er sket, og på sin vis noget tis, da det virkelig gav mig nogle knubs, jeg måske ikke lige havde brug for. Hans veninde som var så heldig at flytte ind hos ham, og boede her i den her lejlighed, hvor jeg nu bor sammen med ham, blev ved med at opføre sig sådan. Før det første så synes jeg selvfølgelig at det var dybt uretfærdigt hun havde fået lov til at flytte ind, for det var jo lidt den plads jeg gerne ville have haft. (Skal lige siges hun flyttede ind i forbindelse med studiestart.) Men hun blev bare ved med at kører i mig. "Ihh hvor er det dejligt vi bor sammen," "Vi er som pot og pande" "Det ender med at jeg aldrig flytter herfra." "Jeg glæder mig til at møde dine forældre." Og alt muligt i den dur skulle jeg lægge øre til i meget lang tid, samt sin meget fusiske fremtoninig. Åhh du skal da lige have et meget intenst knus, og jeg vil da gerne ligge her og nusse sammen med dig. Jeg kunne blive ved og jeg brækker mig simpelthen hvis jeg skulle skrive mere. Når jeg sidder og tænker over det, så fatter jeg ikke hvorfor jeg blev ved med at jagte ham, og jeg fatter ikke at han valgte mig. Det her stod på helt ind til den uge hvor vi fandt sammen. Så satte hun sig bare på skødet af ham, og blev sidende der. Tror jeg har konfronteret det med ham hvor han sagde noget i retningen af "Jamen det er jo hende der sætter sig på skødet af mig. Så kan jeg jo ikke gøre noget" Øhhh joh du kan. Ved sgu ikke om det er sådan en mand jeg vil have. Han siger så nu at han var meget mere usikker på mig den gang end hvad han er nu. Jeg har bare utrolig svært ved at tro på det. Tror jeg har set ham være passiv så mange gange, at jeg regner med at sådan er det. Så siger han at det er anderledes nu fordi han er i et forhold, men alligevel. Jeg har det virkelig svært ved det. Det er nok en kombination af det der og så det overstående omkring at blive svigtet. Nok ikke den bedste cocktail. Efter at vi har fundet sammen har venindes opførsel ændret sig en smule, men ikke fuldstændig væsentligt. Måske er det bare sådan hun er, eller måske synes hun bare jeg har en dejlig kæreste, hvilket jeg jo også selv synes. Puhh jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg vil hen med alt det her. Jo måske, var det fordi jeg havde tænkt noget omkring måske at prøve at sige fra overfor hende. Jeg kommer helt sikkert til at føle mig som en idiot, og er ikke sikkert at jeg tør, men måske jeg burde. Eksempel da jeg kom hjem en dag, så lå hun inde i min seng inde i vores soveværelse. Det synes jeg bare ikke var i orden, og jeg følte det enormt grænseoverskridende. Mikael tillægger det ingen betydning, men jeg følte mig endnu engang trampet ned i kælderen, og et eller andet sted er jeg røvtræt af hendes opførsel. Synes hun behandler mig værre end et svin!! Måske jeg bare skulle have sat "Hey du, ud af min seng, nu!" Hmm det er så let at være bagklog. Jeg ryster nu over at skrive om det, men på den anden side så er det faktisk rigtig rart at få nogle ord på det, og få det ud. For det er sådan her jeg har det med det, og det smadre mig. Jeg elsker Mikael rigtig højt, ingen tvivl om det. Håber bare for alt i verden ikke at vores forhold dør fordi jeg ikke tør være i det, eller at det bliver for hårdt. Det må det virkelig ikke, og jeg har tænkt mig at kæmpe til sidste bloddråbe for det, for det synes jeg faktisk at det her forhold er værd. Nogle gange kunne jeg godt bare ønske at vi kunne vaske tavlen ren og starte forfra. Men det kan man jo ikke. Vi laver fejl og de gør af helvede til ondt, men vi kan jo ikke gøre andet end prøve at komme videre og tage erfaringen med os.

Puhh tror jeg skal til at stoppe nu. Tror ikke jeg kan klarer mere i det dybe hjørne for i dag. Det var en lille lang update her fra mig. Skal nok øve mig på at blive mere sammenhængende. God aften til jer alle sammen.

- 21-09-2011 20:18 | 177 visninger | 0 kommentarer

Jeg skrev enlig den her blog i søndags, da tingene så sådan ud. Desværre sker der nogle gange utrolig meget, på kort tid. Men læs med hvis i lyster...

Tja det her bliver vel langt fra en positiv blog, det kan jeg ligeså godt sige fra starten. Jeg har tænkt på at skrive den i længere tid, men synes det er et svært emne, men nu er jeg nået frem tid, at det måske bliver nemmere hvis jeg får nogle følelser ud på skrift.
Det hele handler om min kære højtelskede hest, Sandy. Hun er min allerbedste ven, og jeg elsker hende virkelig højt. Vi har delt rigtig mange timer sammen, og hun var en drøm jeg købte for over 2,5 år siden, og de har været helt igennem fantastiske. Det hele startede en forårsdag i starten af april måned, hvor jeg en morgen kom ud i stalden, og så hun havde et hævet forben. Hun var varm i benet, men hun virkede slet ikke som om hun havde ondt, og hun haltede heller ikke. Jeg spurgte min daværende ride lærer om det, men han sagde at det nok ikke var noget. Det kunne muligvis være wrap'en som kunne give dem lidt tykke ben. Åhh hvor jeg fortryder denne dag nu hvor jeg bare er blevet meget klogere. Havde jeg vidst at jeg ville stå her i dag, så havde jeg helt sikkert handlet anderledes den dag. Men jeg følte mig enlig meget beroliget ved hans udsagn, og tænkte ikke videre over det da hun ikke haltede. Det forsatte sådan i en rum tid, ufatteligt at jeg ikke tænkte over at der kunne være noget helt galt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på om det ville have ændret noget, hvis jeg havde ringet efter dyrlægen allerede der. Det er slet ikke et spørgsmål om økonomi det her, tværtimod. Jeg ville hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt, men tror mere at jeg er bange for at overreagere og være for pylret omkring min hest. Jeg vil jo helst ikke ringe uden nogen enlig grund. Der sker så det at vi den 15 maj flytter sammen til Århus, hvor hun kommer ud at bo på et sted der hedder Egely, som ligger ude i Skåde, lidt uden for Århus. Jeg begynder at ride på hende i Århus, men iagttager at hun er lidt træls at stige op på. Så først tænker jeg at min sadel skal tjekkes, for det føles som om det måske er den det er galt med. Jeg får en sadelmager til at kigge på den, og ganske rigtigt så er den ene luftpude i sadlen punkteret. Da jeg alligevel ikke føler at den ligger helt optimalt på min hest, vælger jeg at vil købe en helt ny sadel til hende. Men Sandy er lidt øm i ryggen af at have gået rundt med den skæve sadel, så jeg vælger at få en kiropraktor til at kigge på hende først, og give hende noget behandling. Jeg var meget imponeret over hendes arbejde, og synes hun gik grundigt til værks. Hun lægger hurtigt mærke til det lidt tykke forben, og spørger ind til det. Det skal lige siges at jeg var til springundervisning så sent som dagen inden, hvor hun absolut ikke haltede. Hun bad mig om at vise hende i longe, og da var hun ikke helt rengående. Ikke fordi hun var voldsomt halt, og hun blev heller ikke mere halt efter behandlingen, men hun var ikke helt rengående, så jeg skulle få hende tjekket hos en dyrlæge. Hun mente hun muligvis kunne have en sceneskade.
Jeg var selvfølgelig noget overrasket over alt det her, og blev måske for første gang alvorligt bekymret for hende. Jeg ringer straks til en dyrlægen som jeg får anbefalet af kiropraktoren. Der går et par dage inden han kan komme, så imens rider jeg ikke. Han kommer og kigger på hende en torsdag. Beskeden er at det ikke er en sceneskade, men ledbetændelse, og der muligvis kan være noget slidgigt i leddet. Han giver hende en ledbehandling og giver hende et par dages boksro hvorefter jeg skal begynde at skridte hende i 30 min. hver dag i ca. to uger, og så vil han komme og kigge til hende igen. Som sagt, så gjort. I den sidste uge inden dyrlægen kom prøvede jeg at teste hende et par gange, og der så det ud til at hun haltede så jeg var meget nervøs da han kom. Hævelsen var dog faldet helt, og der var ikke umiddelbart noget at se. Peter (som dyrlægen hed) spurgte mig hvor jeg synes hun var halt henne, og ganske rigtigt så var hun slet ikke halt. Vi prøvede at tage hende i longe, og hun hoppede rundt, og havde bestemt ingen smerter. Så jeg fik grønt lys til at starte med genoptræningen. Jeg var selvfølgelig rigtig glad, men stadig bange for at hun skulle få tilbagefald. Men jeg startede genoptræningen, og det gik rigtig godt. Ved ikke præcist hvad der gik galt, og hvorfor det kom igen, men der er et par muligheder. Hun blev sparket på det modsatte bagben, og var rigtig øm, og haltede på det i nogle dage, så hun fik fri for at komme sig over det. Måske har hun fordi hun havde ondt, belastede mere på det lidt svage forben, eller måske har hendes foldkammerat løbet for meget rundt med hende, så hun derfor overbelastede forbenet. Realiteten er i hvert fald at da jeg efter 5 fridage prøvede at sætte mig op på hende for at ride var hun  virkelig halt allerede i skridt, og hun ville slet ikke gå frem i trav. Jeg hoppede straks af, og opdagede til min enormt store forskrækkelse at hendes forben var meget hævet igen og varmt. Jeg blev virkelig ked af det fordi jeg var rigtig bange. Det her var slet ikke med i planen at det skulle ske. Jeg ringede til min dyrlæge, men han var på vej på ferie, og troede at det var en hovbyld, hvilket jeg bestemt ikke selv troede på at det var. På opfordring fra nogle af de andre opstalder på Egely besluttede jeg mig at prøve en anden dyrlæge. Han hedder Flemming og skulle være virkelig faglig dygtig, så jeg følte mig i gode hænder da han gerne ville kigge på hende næsten med det samme. Der er rimelig mange rygter om ham, og derfor var jeg meget i tvivl om jeg skulle vælge ham i starten, men jeg må indrømme at jeg er rigtig glad for det. Han virker enormt kompetent og det synes jeg er det vigtigste. Han synes vi skulle køre i røgten med hende for at se om der var noget mere. Det var meget professionelt, og jeg kunne gå ud og læsse hende i deres hestetransportere med det samme, og så ville hans assistent køre os til dyrehospitalet, og så ville han møde os der. Det var virkelig fantastisk. Jeg har ingen bil eller trailer, så det ville være et større projekt at skaffe det, og få det hele arrangeret. Samtidig med at jeg slap for det, så slap jeg også for at have en mellemliggende periode hvori jeg bare kunne bekymre mig. Vi kom på hospitalet og fik taget billeder, og det så fint ud. Der var ikke noget andet i leddet, så hun fik en ny ledbehandling, ordre på ro, og så anbefalede han mig at svømmetræne hende nogle gange inden jeg startede den enlige genoptræning. Så vi dragerede hjem med nyt håb, og gik i gang med de nye planer. Det gik sådan okay. Da hun startede med svømmetræningen kunne man godt se at hun haltede på det ben. Efter svømmetræningen var slut kom Flemming igen og kiggede til hende. Hendes ben var stadig hævet og varmt, men han sagde at det ville nok ikke forsvinde. Hun haltede ikke mere, og jeg måtte gerne starte med genoptræningen, men jeg skulle skrue mine forventninger ned, for hun ville ikke blive ligesom før. Hun skulle holdes i gang, men må samtidig heller ikke lave for meget. Det var en hård besked, og jeg var meget forvirret over det, og har haft mange tanker omkring det. Efterhånden er det ved at være rigtig hårdt det hele, fordi det tager så lang tid, og jeg ikke for alvor føler at nu er vi på vej tilbage. Jeg har købt Sandy som springhest, fordi jeg elsker at springe, så det er det jeg gerne vil bruge hende til. Der lød det ikke som om at det var helt umuligt at jeg ville kunne springe lidt på hende igen, men måske ikke flere gange i ugen, hvilket jeg godt kan leve med. Jeg gik så i gang med genoptræningen endnu en gang, og det er faktisk gået rigtig fint. Der var lige et par dage hvor hun haltede noget i skridt i sidste uge, men jeg ved ikke hvorfor, og jeg forsatte bare med at ride hende. Jeg har redet rigtig meget i skoven på hende, så hun kunne komme til at gå ligeud. Det er gået rigtig fint, og hun har klaret 16 min. trav i skoven, uden at der har været noget tydeligt at mærke. Flemming var der så igen i torsdags for at vaccinere hende. Han har snakket lidt med Ole om hende, da jeg ikke var der. Han mener desværre kun at det kan gå en vej. At hun vil blive slidt ned, og han gerne vil hjælpe mig med forsikringspapirerne. Det fortalte Ole mig i dag. Av av sikke en mavepuster. Det var bestemt ikke rart at få at vide. Jeg tror desværre han har ret, fordi hun stadig er meget hævet i benet, og jeg tror ikke at det kan ende godt. Desværre. Det er rigtig rart han gerne vil hjælpe mig, for jeg har besluttet at jeg skal have en ny hest. Jeg har efterhånden haft lang tid til at tænke på at det kunne gå galt, så jeg har langsomt forberedt mig på det også, selvom jeg selvfølgelig hele tiden har håbet noget andet. Jeg elsker virkelig Sandy. Hun er min drøm, og jeg har været så glad for hende. Hun har lært mig utrolig meget, og jeg er ked af at jeg sandsynligvis ikke når at få meget mere ud af hende. Jeg tror jeg forsætter med at ride hende, og så nyde hvert eneste øjeblik jeg har sammen med hende, for jeg ved at jeg aldrig får det tilbage. Hun betyder virkelig al verden, og hun er verdens dejligste hest. Jeg har dog besluttet at jeg skal have en ny hest. Jeg tror at jeg lettest kommer over sorgen og tabet ved at der er en ny en til at tage over. Jeg elsker også at ride, og jeg ved slet ikke hvad jeg skulle lave hvis jeg ikke havde hestene. Jeg har haft hest i 7 år, og redet nærmest hver dag. Det ville være et kæmpe tomrum både at miste Sandy og ridningen, det tror jeg slet ikke jeg kan klare. I forvejen så ved jeg slet ikke hvordan jeg skal klare at miste Sandy. Jeg har aldrig prøvet at nogen jeg var tæt på er død, så jeg ved slet ikke hvordan jeg kommer til at reagere. Det bliver virkelig hårdt!!!! Min elskede hest. Men hun skal også have det godt, hun fortjener ikke at være her, hvis hun konstant skal have smerter. Men jeg ved virkelig ikke helt hvad jeg skal gøre. Synes det er rigtig hårdt nu her. Argh jeg er bare forvirret. Måske jeg bare skal stoppe nu, for kommer nok til at sidde og gentage mig selv, og det er der jo ingen grund til. Jeg håber at det hele kommer til at gå. Selvfølgelig er det ikke nemt, men håber virkelig at det ikke bliver alt for hårdt. Selvom det gør det nok. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan sorg må være, men jeg får squ tårer i øjnene af bare at tænke på det. Det her kan ikke ende lykkeligt, men jeg må vel prøve at gøre situationen så positiv som muligt. Hun fortjener alt godt her i verden. Jeg elsker dig, Sandy!!
I mandags skete så det jeg bestemt ikke havde håbet ville ske. Sandy haltede igen. Jeg er dybt fortvivlet, men kan ikke rigtig gøre noget. Dyrlægen kommer på fredag og kigger på hende. Jeg håber det bedste, men nok mest af alt at dette her helved snart ender for os begge. At vi kan få en afklaring, og komme videre. Det er forfærdeligt at se hende med smerter! ... Hun er verdens bedste hest!!!